Kamstegsburgere med coleslaw

Så var der kød tilovers fra en kamsteg. Jeg havde ikke lyst til biksemad, som er en af de retter jeg plejer at lave af en rest kamsteg.

Fik øje på nogle burgerboller i Kvickly. Så det afgjorde det. Kamstegsburgere med coleslaw.

Hvis du har tid til at lave burgerbollerne, er opskriften fra de hjemmebagte hotdogbrød egnet. Du kan finde den her.

Opskrift på kamstegsburgere med coleslaw

4 personer

Tilberedningstid: 30 minutter (hvis du køber burgerbollerne og har en rest kamsteg)

Det skal du bruge

8-10 burgerboller alt efter størrelse

800-1000 g kamsteg

1 lille spidskål

6-7 gulerødder

1 dl god mayonnaise

1 dl cremefraiche 18 %

Saft fra 1/2 citron

1 tsk spidskommen

1 tsk salt

Andet tilbehør (familiens ønsker)

Rødkål

Ketchup

Remoulade

Sriracha

Sådan gør du 

Tænd ovnen på 200 grader.

Pak den kolde kamsteg ind i stanniol og kom den i ovnen.

Bland nu dressingen til din coleslaw ved at komme mayonnaise, cremefraiche, citronsaft, spidskommen og salt i en stor skål. Rør alle ingredienserne godt sammen.

Skræl gulerødderne og riv dem.

Skær spidskålen i fine stykker.

Kom revne gulerødder og den fintskårne spidskål op i dressingen og bland det godt.

Tag kamstegen ud og skær den i tynde skiver.

Kom burgerbollerne i ovnen. De skal kun have et par minutter ellers bliver de hårde.

Server kamsteg, burgerboller, coleslaw og forskelligt tilbehør hver for sig, og lad familien samle deres burger selv.

 

 

 

 

Please follow and like us: