Risengrød var Valders madønske denne weekend. Jeg er ikke vild med risengrød med mindre, der er sukker, vanille, flødeskum og mandler i, men så er der vist tale om ris a la mande 😉
Jeg synes, det er vigtigt, at børnene er med til at vælge og tilberede maden, så derfor fik vi risengrød – også selv om, det ikke rigtig er aftensmad for mig, men mere en mellemting mellem morgenmad og dessert.
Opskrift på risengrød
3-4 personer
Tilberedningstid: 45-50 minutter eller 20 minutter og 2-3 timer under en dyne
Det skal du bruge
200 g grødris
1 1/4 l mælk
3 dl vand
1/2 tsk sukker
Tilbehør
Smør
1/2 tsk kanel
1 dl sukker
Sådan gør du
Start med at skylle risen i koldt vand, til vandet næsten er klart.
Kom risen i en gryde og tilsæt vandet.
Kog vand og ris i 2-3 minutter.
Tilsæt mælken og kog op. Pas på, mælk koger nemt over.
Skru ned fra blusset. Grøden skal simre i 45-50 minutter. Rør i den undervejs, grøden brænder let på.
Alternativt, kan du tage grøden af kogeblusset efter 20 minutter og pakke gryden med låg på ind i viskestykker og placere grøden under en dyne i 2-3 timer.
Placer grøden på blusset igen og varm forsigtigt op.
Smag til slut grøden til med salt.
Server grøden med kanelsukker og en smørklat.