Hvidvinsbraiserede svinekæber

Nu er det over en uge siden, jeg kastede mig ud i at tilberede en ret med svinekæber. Jeg har bare slet ikke haft tid til at skrive et indlæg før i dag.

Svinekæber har peaket med hensyn til at være trendy. Det er efterhånden mange år siden, at svinekæber blev en hip spise på restauranter. Jeg har dog ikke lavet noget med svinekæberne før nu, selv om jeg længe har tænkt, at det skulle afprøves.

Jeg kan godt forstå, at svinekæber, er blevet populære. Det er det møreste kød!

Opskrift på hvidvinsbraiserede svinekæber

4 personer

Tilberedningstid 1 time 15 minutter

Det skal du bruge

10-12 svinekæber

2 dl hvidvin

2 dl vand eller tynd grøntsagsbouillon

4-6 gulerødder

3-4 persillerødder

2 løg

1 æble

4-5 fed hvidløg

3-4 kviste frisk timian eller en tsk tørret timian

1 håndfuld hakket persille

Salt

Peber

Tilbehør

Kartoffelmos – se evt. opskriften her.

Eller flute – se evt. opskriften her.

Sådan gør du

Start med at ordne grøntsagerne. Skræl gulerødder og persillerødder og skær dem ud i store stykker.

Skær løget i fine både og hvidløget i grove stykker.

Skær æblet i kvarte.

Puds nu svinekæberne. Der sidder en hvid sene på begge sider af kødet. Fremgangsmåden er den samme, som når du pudser en svinemørbrad.

Krydr svinekæberne med salt og peber og brun dem par stykker af gangen i en stor sauterpande.

Brun nu grøntsagerne i samme fedtstof som svinekæberne og kom hvidvin og vand/bouillon ved.

Kom svinekæberne tilbage i sauterpanden sammen med timian og skum retten af.

Lad retten simre til svinekæberne er møre efter ca. 50-60 minutter.

Si saucen over i en skål. Kom grøntsagerne undtagen æble tilbage til svinekæberne og hæld den siede sky over. Drys med hakket persille.

Server de hvidvinsbraiserede svinekæber med kartoffelmos eller flute.

 

 

 

Please follow and like us: